I skoven, hvor jeg vandred - Thomas Laub

♪

⌛ Epoche → Spätromantik ◈ Genre → Partsongs ♬ Besetzung → SATB ¶ Sprache → Dänisch

Stimmen 4

Instrumente A cappella

Seiten 1

CPDL Nr. 59595

Bearbeiter Jes Wagner

Veröffentlicht 2020-07-07

Lizenz Creative Commons Attribution Non-Commercial No Derivatives

Schlagwörter

Pages_using_DynamicPageList3_parser_function Posted_in_July_2020 More_than_90_days_old More_than_30_days_old CPDL_595xy

¶Liedtext

I Skoven, hvor jeg vandred, Da jeg var ung og glad, Er Ingenting forandret, Ei Stub, ei Blomst, ei Blad. Med Veemods Fryd fornemmer Endnu min vakte Sands De samme Fuglestemmer, Den samme Duft og Glands. End leve tusind Minder Her fra min fjerne Vaar; Fra hver en Luft, der vinder, Et Fordums Suk jeg faaer. Skovduens Kluk og Klage Er lige elskovsblid Og tryller sødt tilbage Mig til en svunden Tid. De vilde Anemoner Har end det gamle Skjær, End klinge fjerne Toner, Som gik mit Hjerte nær; Den høie Poppel kroer sig End lige stolt og rank, Og Bækken endnu snoer sig Om Stenen lige blank. Mig vinker hver en Bille, Hver Sommerfugl, hver Bi, Jeg veed nok, hvad de ville, Og føier mig deri: De byde mig at lukke Vidt op min Tankes Blik; -- I Klokkeblomstens Krukke Credentse de mig Drik. Men Mindets Skaal, de rækker, Gjør ei mit Hjerte svagt; Det hæver sig og strækker Sig med forynget Magt. I dette grønne Mørke, I Sommerduftens Flod Det føler ny sin Styrke Og faaer sit gamle Mod. Thi jeg er ingen Daare, Som har den vamle Skik At spilde Suk og Taare Paa Tiden, som hengik. Ak, Alt hvad der kan tænkes At gjøre Glæden rig, Det Bedste, der kan skjenkes, Har Tiden skjenket mig.