Reformations-kantate nr. 1 - Weyse, Christoph Ernst Friedrich

♪

⌛ Epoche → Klassik ◈ Genre → Kantaten ♬ Besetzung → SSATTBB ¶ Sprache → Dänisch

Stimmen 7

Instrumente Orchestra

Seiten 114

CPDL Nr. 45728

Bearbeiter Jes Wagner

Veröffentlicht 2017-08-02

Lizenz Creative Commons Attribution Non-Commercial Share Alike

Schlagwörter

Pages_using_DynamicPageList3_parser_function Posted_in_August_2017 More_than_90_days_old More_than_30_days_old CPDL_457xy

¶Liedtext

1. I festlig andagt samler eder ! I jubel bryder hjertet ud ! Hil dig ! Et barnligt sind bereder til møde med sin gud ! O, det er ham, som åbner støvets øje, Et glimt af dag i sandheds favn ! Lovsynger ham, vor Fader i det høje ! Lovsynger ham, vor Fader ! Det er hans navn ! 2. Juble du, hvem sandheds sol blev klar, Her vor Fader alt du skuet har ! Vider, alles øjne ser ham ikke, synlig er han ene fromheds blikke. Salig som et barn på faderskød, du, hvem gud er nær i liv og død. Lad og os de salige da være, at gud over alt sker pris og ære ! 3. Velkommen festlig og fro, herlige dag, vi mindes så gerne, du har fornyet den barnlige tro. Fædrene, hvem alt gravene fjerne, gav jo du himlens barnlige ro ! Så mangen moder bragte sine spæde for Kristi fødder frem, Så mangen moder hørte der med glæde ham kærligt signe dem. Velkommen festlig og fro, herlige røst, vi mindes så gerne, Du har velsignet den barnlige tro, Fædrene, hvem alt gravene fjerne, gav jo du himlens barnlige ro ! Da tvinge dem disciplene at vige; Men Herren byder blid: ”Hvo ej som barn går ind i himlens rige, han kommer aldrig did!” Velkommen festlig og fro, herlige røst, vi mindes så gerne, Du har velsignet den barnlige tro, Fædrene, hvem alt gravene fjerne, gav jo du himlens barnlige ro ! 4. Dog tider ældes ! Bort fra faderskød en lejet horde børnene fortrænge; Thi værst er menneske sit eget kød ! den fulgte snart den alder kold og død ! En hyrde var ej mer’, en røst ej længer’ ! Hin herrens hjord, forladt, forvildet, gik, et rov for tigre på de øde bjerge; i dåd troløse som i blik, de tusind hyrder nægtede den værge, mod ingen hede, ingen kuld de bragte den i venlig skygge; selv klædede de sig i hjordens uld, åd fedmen, men belo dens klager trygge ! Da råbte landet i sin nød til gud, og hævneren i himlen hørte røsten. Der hvor kun sukke sås ud, er forbandelse kun høsten ! 5. Mørke, kolde svundne dage ! bryder aldrig frem igen ! Mens I fly for evighed tilbage, dog som varsel eders minde drage over