Elverskud - Gade, Niels Wilhelm

♪

"Original for two soloists (ST) choir (SATB) and orchestra."

⌛ Period → Romantic ◈ Genre → Ballades ♬ Voicing → SATB|SATB + Solo ST ¶ Language → Danish

Parts 4

Instruments Orchestra

CPDL # 34041

Editor Jes Wagner

Posted 2015-01-02

License CPDL License

¶Lyrics / Text

'''Prolog''' Hr Oluf Standsed sin Ganger i Kvæld, mens Tågerne svæved på Enge; der duftede Blomster, der grønnedes Græs, til Hvile monne han trænge. Han lagde sit Hoved til Elverhøj, hans Øjne de finge en Dvale, alt kom der gangende Jomfruer ud, som lokked med Sang og med Tale. Den Ene ham klapped ved hviden Kind, den Anden ham hvisked i Øre: "Vågn op, du favren Ungersvend! Om du vil dansen røre!" De kvad en Vise så lifligt og sødt, så højt over hver en Kvinde, striden strøm den stiltes derved, som før var vant at rinde. Havde Gud ej gjort hans Lykke så god, at Hanen havde slaget sin Vinge, vist var han bleven i Elverhøj, hvor Elver sangene klinge. '''1. Aftensang''' ''Kor:'' Nu synker Sol i Luften blå, mens alle Fugle kvæde. Snart skal Herr Olufs Bryllup stå med Lystighed og Glæde. ''Oluf:'' Læg Sadel på min raske Hest, spænd Bidslets gyldne Kæde! ''Moderen:'' Min Søn, min søn, det lakker alt mod kvæld, min søn, min søn, de lange skygger skride! ''Oluf :'' Der er endnu en savnet Gæst, jeg vil til Bryllup bede. ''Moderen:'' Min Søn! Hvem flere vil du bede vel så sent ved Nattetide? Hvem flere vil du bede så sent ved Nattetide? ''Oluf:'' Jeg beder En, jeg beder To, jeg beder hvem jeg finder; mit hjerte får dog ingen Ro før Morgensol oprinder. ''Kor:'' Nu synker Sol i Luften blå, mens alle Fugle kvæde. Snart skal Herr Olufs Bryllup stå med Lystighed og Glæde. '''2. Hr. Olufs ballade''' ''Oluf:'' Så tit jeg rider mig under Ø ved Dag, når det lyser i Lunden, længes jeg efter min Fæstemø, den trofaste Brud, jeg har funden. Så tit jeg rider, hvor Blomster små i gyldne Korn sig skjule, tænker jeg på hendes Øjne blå og på hendes Lokker gule. Så tit jeg vandrer, hvor Elle står, når Stjerner lyser foroven, tænker jeg på et kulsort Hår og en Mund, så dristig, forvoven. Den dybeste Vunde kan sammen gro, som Sværddene hugged i Striden, det er, som mit Hjerte var delt i to, det vokser vel sammen med Tiden! '''3. Læg sadel på''' ''Hr. Oluf:'' Læg Sadel på min raske Hest